IFS er garantien
Det Norske Veritas stod for at Hirtshals Seafood A/S i 2004 var den første inden for sildehalvkonserves, der blev certificeret i Danmark.
IFS certificering betyder, at virksomheden opfylder en lang række krav, som skal sikre en systematisk kontrol af alle processer for derved at opnå optimal fødevaresikkerhed.
Et IFS certifikat er forbrugernes og detailhandelens sikkerhed for, at de får produkter, som opfylder alle krav inden for fødevaresikkerhed. Kravene til fødevaresikkerheden bliver til stadighed skærpet, hvilket vi bakker op om, derfor er vi IFS-certificeret.
En væsentlig fordel inden for IFS er, at man ikke stiller sig tilfreds, når en given standard er opnået. Via HACCP (Hazard Analysis Critical Control Point) systemet sikres til stadighed en forbedring og egenkontrol af procedurer herunder en risikovurdering. Systemet går i sin enkelthed ud på at indøve og nedskrive procedurer for hver enkelt arbejdsproces. Afvigelser registreres og bliver løbende evalueret for at fjerne fejl og udvikle arbejdsprocesserne yderligere
MSC – garanti for bæredygtigt fangede fisk
Hirtshals Seafood A/S satser på bæredygtighed, og benytter os så vidt muligt af MSC certificerede sild.
Hvad er MSC?
Den internationale, uafhængige certificeringsordning MSC (Marine Stewardship Council) er den eneste ordning for vildtfangede fisk, der lever op til FN’s internationale standarder for miljømærkning. MSC belønner de fiskere, der ønsker at drive et bæredygtigt erhverv, ved at sætte organisationens karakteristiske blå logo på de færdige produkter. Logoet giver derved forbrugerne mulighed for at træffe et bæredygtigt valg, når de køber ind.